Salgs og leveringsbetingelser

Salgs- og leveringsbetingelser

Salgs- og leveringsbetingelser for Tata Steel Denmark Byggesystemer A/S er gældende for alle aftaler om leverancer fra sælger til køber.

Nærværende salgs- og leveringsbetingelser for Tata Steel Denmark Byggesystemer A/S (herefter ”sælger(en)”) er gældende for alle aftaler om leverancer fra sælger til køber. Modstridende bestemmelser i købers indkøbsvilkår samt andre dokumenter skal ikke finde anvendelse, medmindre de er særskilt accepterede af sælger.

Tilbud, ordre og ordrebekræftelse

1. Skriftligt tilbud er gældende i 30 dage fra tilbudsdato og baseret på de af køber opgivne oplysninger om mål, mængder mm. Materialer og mængder er dog alene anslået ud fra sælgers bedste skøn baseret på udleveret materiale fra køber. Leverance sker i henhold til sælgerens ordrebekræftelse og omfatter det i ordrebekræftelsen nærmere specificerede.

Priser

2. Alle priser er ekskl. merværdiafgift. Angivne priser i udleverede prislister anses alene som vejledende. Er en ordre eller en del heraf bekræftet af sælger for en levering senere end 2 måneder fra bekræftelsens dato, forbeholder sælger sig ret til at debitere leveringsdagens pris såfremt denne måtte være højere. Herudover tages der forbehold for prisstigninger fra underleverandører samt for ændringer i offentlige afgifter, toldsatser, valutakurser, råvarepriser og fragtomkostninger.

Produktinformation og -vejledning

3. Måtte køber ved forhandling med sælger have tilkendegivet særlige forudsætninger for aftalen, herunder for anvendelsen af materiellet eller lignende, kan disse ikke gøres gældende mod sælger, medmindre sådanne forudsætninger er udtrykkeligt og specifikt angivet i sælgers tilbud eller sælgers ordrebekræftelse. Sælger er således alene ansvarlig for, at det solgte svarer til de udtrykkelige specifikationer, der er oplyst i forbindelse med salget, og ikke for om materiellet er egnet til købers konkrete brug. Sælger vil efter bedste evne rådgive køber med hensyn til valg af materiel inden for sælgers produktsortiment, herunder materiellets funktioner og egnethed til specifikke formål. Det er udtrykkeligt aftalt, at sådan teknisk rådgivning eller bistand, som ydes uden særskilt aftalegrundlag og uden særskilt beregning ikke påfører sælger ansvar eller forpligtelser for så vidt angår sådan rådgivning eller bistand, eller for opnåede resultater. Alle oplysninger, herunder vedrørende tekniske data, kvalitet, dimensioner og vægt, der fremgår af brochurer, kataloger eller andet materiale er kun vejledende.

Levering, leveringstid og transport

4. Eventuel angivet leveringstid regnes fra udstedelse af sælgers ordrebekræftelse, dog først fra modtagelse af alle fra køber nødvendige oplysninger såfremt sådanne udestår ved udstedelse af sælgers ordrebekræftelse. Leveringstiden er dog alene vejledende. Levering sker ab fabrik. Efter levering henligger materiellet for købers regning og risiko. Sælger kan efter eget valg foretage delleverancer. Køber er ikke berettiget til at gøre beføjelser gældende mod sælger i tilfælde af dennes forsinkelse med levering, herunder hverken i form af ophævelse af det indgåede køb eller krav om erstatning. Såfremt sælger efter aftale med køber påtager sig at arrangere transport fra leveringsstedet sker sådan transport på købers regning og risiko, hvorfor eventuelle transportskader samt øvrige hændelser under transporten er sælger uvedkommende. I tilfælde af transportskade er sælger dog indforstået med at behandle et eventuelt krav mod transportøren på vegne af køber. Såfremt sælger har påtaget sig at arrangere transport, foretages aflæsning så nær brugsstedet som en fuldt læsset lastbil kan køre ved egen kraft på jævnt bæredygtigt underlag. På aflæsningsstedet stiller køber eller en af ham befuldmægtiget fornødent mandskab samt eventuelt tillige fornødent aflæsningsgrej til rådighed for aflæsningen, der i enhver henseende sker for købers regning og risiko. For ophold på aflæsningsstedet udover en time efter ankomsttid, er køber forpligtet til at friholde sælger for enhver ekstra omkostning som følge heraf. Transportforsikring tegnes kun på købers udtrykkelige anmodning og da for dennes regning.

Opbevaring

5. Køber er forpligtet til at sørge for korrekt og tilstrækkelig opbevaring af materiellet efter levering i henhold til gældende montagevejledning samt gældende normer for opbevaring inden for branchen eller for det enkelte produkt. Ukorrekt opbevaring vil medføre bortfald af misligholdelsesbeføjelser.

Betalingsbetingelser

6. Hvor intet andet er aftalt, er betalingsbetingelserne 8 dage netto fra fakturadato. Ved betaling efter forfaldstidspunktet tilskrives rente med 2% pr. påbegyndt måned. Enhver forsinkelse med betaling giver sælger ret til at suspendere enhver aktuel og fremtidig levering til køber, uden sælger pådrager sig ansvar i forbindelse hermed. Eventuelle modkrav fra køber - eksempelvis hidrørende fra reklamation vedrørende materiellet - berettiger ikke køberen til at tilbageholde betaling.

Ejendomsforbehold

7. Materiellet forbliver sælgers ejendom indtil fuld betaling har fundet sted.

Mangler, reklamation og modtagekontrol

8. Såfremt materiellet eller dele heraf er behæftet med materialefejl, konstruktionsfejl eller fabrikationsfejl kan sælger efter eget valg afhjælpe manglen ved efterlevering/ omlevering, eller ved at meddele køber et forholdsmæssigt afslag i købesummen. Grundet produktionsmaterialernes egenskaber må køber acceptere sådanne tolerancer med hensyn til styrke, forarbejdning, farve, kvalitet og kvantitet, herunder i relation til m2 og vægt på bl.a. coils, som må anses for produkttypiske og/eller sædvanlig praksis hos sælgers leverandører. Hvad angår bearbejdet tyndstål gøres særskilt opmærksom på, at der som følge af produktets egenskaber kan opstå utilsigtede spændinger, som ligeledes ikke vil være reklamationsberettigede. Køber skal ved modtagelsen af materiellet straks kontrollere, om det leverede er mangelfuldt. Eventuel reklamation over synlige fejl og mangler, som køber har konstateret eller burde have konstateret ved sådan modtagekontrol skal ske skriftligt og inden 8 dage fra modtagelse. Reklamation over transportskader skal ske direkte til transportøren ved påtegning på forsendelsesdokumentet. Reklamation over øvrige mangler skal ske uden ugrundet ophold efter køber har eller burde have opdaget sådanne. Mangler kan i intet tilfælde påberåbes senere end 6 måneder efter levering.

Reklamerer køber ikke i rette tid som angivet ovenfor mister køber sine misligholdelsesbeføjelser. Eventuel demontering og remontering i forbindelse med afhjælpning påhviler køber.

For udskiftede dele forlænges den oprindelige reklamationsperiode med det tidsrum materiellet ikke har kunnet anvendes grundet afhjælpning. Køber er ikke berettiget til at gøre andre misligholdelsesbeføjelser end de ovenfor specifikt anførte gældende i tilfælde af mangler ved materiellet, herunder ophævelse af købet eller krav om erstatning. Sælger er i intet tilfælde ansvarlig for indirekte tab, herunder - men ikke begrænset til - drifts- og avancetab, tidstab og følgeomkostninger i øvrigt, som manglen måtte have forvoldt.

Annullering og returret

9. Annullering eller ændring af en ordre samt returnering af modtaget materiel kan alene finde sted efter forudgående skriftlig aftale med sælger. Eventuel returnering sker for købers regning og risiko, og i så fald normalt ved kreditering af den fakturerede pris ekskl. moms med fradrag af 30%. Specialfremstillede varer tages aldrig retur.

Byggeleveranceklausulen

10. ”For så vidt - og kun i det omfang – leveret materiel anvendes forskriftsmæssigt til byggeri i Danmark under anvendelse af AB 92 sker leveringen med følgende byggeleveranceklausul: ”Sælgers ansvar for mangler ved leverancer ophører 5 år efter afleveringen af det byggeri, hvori leverancen indgår. Ved leverancer til lager eller videresalg ophører ansvaret dog senest 6 år efter leveringen til køberen.

Såfremt det må anses for godtgjort at et krav vedrørende mangler ved leverancer ikke, eller kun med stor vanskelighed, kan gennemføres mod sælgers køber, eller mod efterfølgende købere, anerkendes det, at kravet tillige kan gøres gældende direkte mod sælger. Også i sådanne tilfælde kan sælger kun gøres ansvarlig for mangler i det omfang, hans egen leverance er mangelfuld, og endvidere kun i det omfang, det følger af hans eget kontraktforhold med hans køber. Sælger anerkender dog i alle tilfælde, at kunne sagsøges sammen med køberen eller efterfølgende købere i anledning af parternes indbyrdes forhold.”

Produktansvar

11. Forvolder leveret materiel skade/tab, er sælger alene ansvarlig for personskade eller tab i forbindelse hermed i det omfang det bevises, at skaden/tabet skyldes fejl eller forsømmelse begået af sælger, medmindre andet følger af ufravigelig lovgivning.

Sælger er ikke ansvarlig for skader/tab på fast ejendom eller løsøre, som indtræder mens materiellet er i købers besiddelse. Sælger er heller ikke ansvarlig for skade/tab på produkter, der er fremstillet af køberen, eller på produkter, hvori disse indgår. I øvrigt er sælger ansvarlig for skade/tab på fast ejendom og løsøre på samme betingelser som for personskade. Sælger er aldrig ansvarlig for driftstab, tabt arbejdsfortjeneste, eller andre indirekte tab. I intet tilfælde kan sælgers ansvar overstige kr. 2 mio. inklusiv renter og omkostninger. I den udstrækning sælger måtte blive pålagt produktansvar over for tredjemand er køberen forpligtet til at holde sælgeren skadesløs i samme omfang, som sælgerens ansvar i det indbyrdes forhold er begrænset efter de tre foregående afsnit.

Hvis tredjemand fremsætter krav mod én af parterne om erstatningsansvar i henhold til dette punkt, skal denne part straks underrette den anden herom.

Sælger og køber er gensidigt forpligtede til at lade sig sagsøge ved den domstol eller voldgiftsret, som behandler erstatningskrav, der er rejst mod en af dem på grundlag af en skade/tab, som påstås forårsaget af materiellet. Det indbyrdes forhold mellem sælger og køber skal dog altid afgøres i overensstemmelse med punkt 14.

Force majeure

12. I tilfælde af indgribende forstyrrelser, som forhindrer eller i væsentlig grad vanskeliggør en ordres udførelse, såsom krig, optøjer, terrorisme, indre uroligheder, strejke, blokade, karantæne eller lockout, regeringsindgreb eller indgreb af lokale myndigheder, eksport- eller importforbud, brand, maskinnedbrud, mangel på arbejdskraft, råvarer eller energi eller andre forhold, som er uden for sælgers og/ eller sælgers underleverandørers rimelige kontrol, udsættes leveringen uden ansvar for sælger med et til forsinkelsen svarende tidsrum.

Generel ansvarsfraskrivelse

13. Uanset årsag og uanset om et eventuelt ansvar skyldes leverance, mangler, produktansvar eller andre forhold, er sælger i intet tilfælde ansvarlig for driftstab, tabt arbejdsfortjeneste eller andre indirekte tab.

Lovvalg og værneting

14. Enhver tvist, der måtte udspringe af en indgået aftale mellem sælger og køber, herunder forståelsen og gyldigheden af nærværende salgs- og leveringsbetingelser, skal afgøres efter dansk ret ved byretten i Århus med sædvanlig ankeadgang.

Særlige vilkår for køb af sandwichpaneler

15. Sælgers dobbeltsidede metalbelagte sandwichpaneler med isoleringskerne (”sandwichpaneler”) er CE-mærket i henhold til DS/EN 14509 anneks ZA og kan derfor lovligt sælges og markedsføres i Danmark. Køber er bekendt med, at CE-mærkningen ikke er et kvalitetsmærke, en brandklassificering eller en brandgodkendelse på et bestemt niveau i henhold til byggevaredirektivet og bekendtgørelse nr. 1075 af 10. november 2008 om markedsføring, salg og markedskontrol af byggevarer med efterfølgende ændringer, men alene en varedeklaration, der gør, at køberen kan bruge oplysningerne til at vurdere, om sandwichpanelerne opfylder kravene i det gældende bygningsreglement i den konstruktion, hvor de skal indgå, samt om sandwichpanelerne i øvrigt opfylder lovgivningen indenfor det til brugen relevante område. Køberen opfordres til at undersøge om sandwichpanelerne kan og/eller må indgå i det påtænkte byggeprojekt i henhold til de til enhver tid gældende regler. Der henvises i den forbindelse særligt til det gældende bygningsreglement, samt nationale og internationale brandsikringsforskrifter og -krav. Det er således køberens eget ansvar at sikre, at sandwichpanelerne opfylder de for det påtænkte byggeprojekts krav og betingelser i relation til brandsikring m.v., og sælger kan under ingen omstændigheder gøres ansvarlig herfor. Sælger er under ingen omstændigheder ansvarlig for tab, udgifter eller omkostninger som følge af manglende godkendelser, manglende anvendelighed eller i forbindelse med den konkrete brug af sandwichpanelerne i øvrigt, idet ethvert ansvar herfor påhviler køberen. For så vidt angår produktansvar, henvises der specifikt til pkt. 11 og 13.

Kategorier
For mere information